Best 9 quotes of Marie Cardinal on MyQuotes

denne tilbageholdte kraft, der var lagt i lænker og havde fået mundkurv på, og som hele tiden lå og murrede inde i mig som et uvejr, var den bedste næring for tingen.

for lige fra forklaringen på hallucinationen til afsløringen af voldeligheden havde jeg lært et menneske inde i mig selv at kende, som ikke var en engel. Jeg havde haft tid til at vænne mig til mit hovmod, min trang til uafhængighed og magt, til min egocentricitet. Jeg havde forstået, at disse karaktertræk lige så godt kunne være fejl som gode egenskaber, alt efter hvordan jeg styrede dem. De var som et forspand af vilde heste. Det var mig, der skulle finde ud af at køre det godt. Det skræmte mig ikke, jeg kunne føle, jeg havde hånd om dem. I dag kom voldeligheden som en smuk og farlig gave til mig, et frygteligt våben indlagt med guld og perlemor, som jeg nu skulle håndtere med allerstørste forsigtighed. Jeg længtes efter at afprøve det. Jeg vidste, jeg kun ville benytte det til at opbygge med, ikke til at ødelægge med. Samtidig med bevidstheden om voldeligheden dukkede også bevidstheden om min vitalitet og munterhed og gavmildhed op. Jeg var næsten skabt.

Han skulle bare vide, at det var den gale, han talte til! Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende. Jeg forestillede mig, hvordan hun sad for ikke ret længe siden, nøgen, midt i alt sit blod, sammenkrøben i mørket ude på badeværelset, mellem bidetet og badekarret, rystende, svedende, rædselsslagen, ude af stand til at leve. Det fik jeg dig ud af, gamle tøs! Tænk, det fik jeg dig ud af! Det var nærmest som et mirakel , et eventyr, trolddomsskunst. Mit liv var totalt forvandlet. Ikke blot havde jeg fundet et udtryksmiddel, jeg havde også helt alene fundet en vej væk fra min familie, væk fra mit miljø, sålede at jeg nu kunne opbygge mit eget univers.

...havde givet mig dyb modvilje mod mig selv: der var ikke nogen, der kunne elske mig, jeg kunne ikke få nogen til at synes om mig, jeg var kun til at smide væk, afvise. Derfor oplevede jeg alle opbrud, alle genvordigheder, al adskillelse som forstødelse. Bare jeg kom for sent til toget, begyndte tingen af røre på sig. Jeg var et mislykket menneske og derfor mislykkedes alt for mig,

Hver gang jeg fik åbnet en af de frygtede døre, konstaterede jeg på den ene side, at låsen ikke var så indviklet, som jeg troede, og på den anden side, at jeg dér, hvor jeg frygtede at finde rædsel, tortur og gru, i stedet fandt den lille pige i alle hendes forskellige sindstemninger: ulykkelig, forvirret, rædselsslagen. Jeg var bange for at finde noget, der kunne skræmme en fireogtrediveårig kvinde, der havde set mennesker slå sig ihjel på gaden, der havde følt sine børn blive født, så hendes indvolde sprængtes, der vidste hvad napalm, tortur og koncentrationslejre var. Med det var et barns angst, jeg fandt. Omme bag ved døren stod den lille pige fuldstændig rædselsslagen fordi...

I første del af analysen havde jeg erobret min krops sundhed og frihed. Nu skulle jeg, langsomt, i gang med at opdage min person. Det gik meget trægt i begyndelsen, for jeg var på vagt over for mig selv. Jeg frygtede at møde et menneske, hvis mangler og lyder, jeg ikke ville være i stand til at rumme. Jeg måtte foretage utallige togter ned i underbevidstheden for at blive overbevist om, at der var vildt og frit, men blottet for ondskab. Der var både godt og ondt i min bevidsthed, så var det op til mig at smede dem som det passede mig. Behandlingen var forbi, da jeg følte mig i stand til at påtage mig ansvar for mine tanker og handlinger, hvordan de end var.

Mine gode sider bragte mig kun videre, hvis mine fejl æggede dem. De fjernede synden, dette vanærende mærke, der angiver den onde, den dårlige, den dømte. Mine fejl var dynamiske. Jeg havde en stærk følelse af, at mit kendskab til dem gav mig redskaber i hænde, der var gode og brugbare i mit opbyggelsesarbejde. Det gjaldt ikke længere om at få dem skubbet til side eller få undertrykt dem, endnu mindre om at skamme sig over dem, men at beherske dem og i givet tilfælde bruge dem. Mine fejl var på sin vis gode egenskaber. Nu kom jeg på den blinde vej på samme måde, som jeg i sin tid kom på universitet, nemlig for at lære noget. Jeg ville vide alt.

Når jeg så prøvede på at forstå, hvad der skete, lykkedes det mig aldrig, fordi jeg havde visket ‘forbudt af mor’, ‘forstødt af mor’, ud og skrevet ‘skyldig’, ‘gal’ i stedet for. Jeg var gal, det var den eneste forklaring, jeg kunne give på det.

Sikken et arbejde! Alt var gennemsyret af hykleri og løgne. Selv de allermest banale ord og bevægelser var masker, forklædninger, det rene karneval. Og hvad var der blevet af vores fantasi i alt det? Skåret godt og grundigt ned! Selv børnenes fantasi var næsten væk for at der kunne blive plads for den færdigpakkede fantasi, de blev fodret med i skolen og hjemme. For ved at tale til dem, som jeg gjorde, ved at klæde dem på, som jeg gjorde, ved at leve, som vi gjorde, påtvang jeg dem mine love og regler, mine ideer, min smag. Jeg blev klar over, at jeg var dårlig til at lytte til dem, lyttede meget lidt til dem, og at jeg derfor kendte dem dårligt. Takket være dem begyndte jeg igen at lære at gå, at tale, at skrive, at læse, at regne, at le, at elske, at lege. Det var utroligt spændende, mine dage var alt for korte! Sikken et virvar! Alle døre stod åbne, alle fortøjninger var kastet! SIKKEN EN LYKKE!