Best 31 quotes of Petter Dass on MyQuotes

Byd Manden paa samme Nadvær til Giæst, Jeg veed dog du hannem behagelig est, Saa lærr I sammen at snorke. Du snuser, hand tygger, saa lever i toe, Som Tiggere begge, med hiertelig Roe, Og ingen kan anden beskylde.

Da Høitiden og den berammede Fæst Fremskinnet, at alle blev buden som Giæst, Var Brudgommen længst uti Havet. Hvad var her at giøre, mand skicket ham bud, Mand satte Fartøyer og Slupper herud, Og allesteds Havet omstrømmet; Hand lod sig dog icke beqvemme dertil, Han bad dem inbiude, hvem Fanden de vil, Den Giæstebud hannem ey sømmet.

Da roede mand ud, naar at Solen gik frem, Og før hun gik under, vel hundret og fem Da saae man paa Gielden ophænget. Saa kaagte de Lever, naar Folket var svang, Saa straxen kom Kiedler og Møllie paa Gang, Mand troede de skulde sig sprænget.

Det siunes at Verdens bortliggende Kandt, Vil have sig noget forvaret iblandt, Naturen er icke forbunden Til een eller annen besynderlig Tract, Gud haver og noget ved Polen nedlagt, Hvorved er Fornøyelse funden.

Did reiser og nogle Mænd aarlig af stæd, Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed, Laug-Rættes-Mænd Loven dem nævner; Om hver den der sværger, forstaar sig derpaa, Det lader jeg denne gang u-omtalt staa, Til Dagen naar HErren indstævner.

Du grumme Søe-Konge, du Trold i det Vand, Hvad driver dig til, at du render paa Land, Og lader godvillig dig slagte.

Du Steenbid, hvi griner saa ilde din Flab, Hvi est du saa skubbet, og fuld utav Skab, Siig, est du befængt med Frantzoser.

Du Steenbid, hvi griner så ilde din Flab Hvi est du saa skubbet, saa fuld utav Skab?

Du tilmed og aldrig saa tiilig staar op, At dig jo før høyt over Biergenes Top, Er runden Aurora den røde. End sver jeg, og vidner, at hvilken den Dreng Som opstaar og gaar sig med Solen i Seng, Hand næppelig skal sig forsove; O! Sommer kierkommen til alles Behag, Paa hvilken at Natten lyser som Dag, Og Fugler sin Skabermand love.

Du Trænen, du berger saa mangen en Baad, Naar Allene raser, u-børgen og kaad, Gud haver dig selver beskantzet, Med Halser og Hikler, med Staver og Meed, Paa hvilke de Aller sin Skanker af Leed Har ofte forsprunget og dantzet.

End spør du om Himmel og Veirligheds Art, Da viid, at de os, een fortræden Fræmfart Med vreed Elementer tilføyer; U-lidelig Frysen og stormende Slud, At hvo som vil stænge sig Vinteren ud, Hand see sig om forede Trøyer.

Flux over os hersker den Iis-kolde Pool, Beliggend langt borte fra Straalmilden Soel, Med bister Planeters Aspecter;

Giv Herren sin Ære, giv Kongen sin Told.

Her flyter en Aare, her Tilger og Vrag, Her Tofter saa mange som Steene paa Tag, Her Kropper og Legemer døde.

Her var ey at tøve, den Hane blev spendt, En gloende Kuule hen venlig forsendt Den skind-klæde Skolt bag sit Øre; Det smaget ham ligesom nye-smeltet Bly, De andre hans Grander begyndte at flye, Vil Selskab der længer ey giøre.

Hun sætter rynker udi panden hun vrier munden skjæv og krum, hun gjør at du ser ud som Fanden, hun øser munden fuld av skum.

Hvad som ey dit Øye, Ser nøye, Kandst du uden Harme fordøye.

I denne Skiærsmissel det artig tilgik, Hver toge til takke den skade de fik, Og ingen lod anden anmode; Thi den Harpunerer behote sit Spiud, Og Hvalen beholte sit Spæk og sin Hud, De skiltes ad Venner og gode.

Ikke maa du heller slaa nabokvæget brun og blaa om de av vanvare gjorde paa din eng et trav, man faar udi nabolav ei saa streng fremfare.

Man brevene med posten bandt og sagde: Vær ei sene! De svarte: Vi var aldrig vant på vei at tælle stene!

Men allermeest er det forundringer værd, En Ganne indsætter, en anden har lærd, Den samme med Konst at udtage. Nu maatte man spørge, hvor giøres det got, At Satan mot Satanem øver sin Spot, Kand Diævel en Diævel uddrive;

Men dersom Nordfarernes Troe var saa stoer, De kunde faa Bergen henfløttet i Noer, Ved ongefahr hundrede Miile; Hvor skulle den ganske Nordlendingens Tract, Af inderste Hierte sig fryde med Magt, Med lystige Ansigter smiile.

Men Hammerøe ligger der inde med Land, Beskicket for en residerende Mand, Som Tienesten bør at forrette; Indbyggerne have der ligedan Kaar, Som andre der pløyer og høster og slaar, Thi kand jeg ey videre sette.

Men ville mand imidlertid spørge dem saa, Hvor lyckes i Fisket? Hvad kan i vel faa, De svarer dig hogtet i bogte; Part svarer: det er saare lidet vi faar, Part svarer: Vi foer om alt Havet i Gaar, Sled neppe saa mange vi kaagte.

Mig angrer av mit hjertens grund jeg bogen skulde lære at jeg for alt det jeg har slitt fik intet andet til profit end umag og besvære. Hvad har vi nu, fordi vi gik vel 20 aars tid i skole, Og mangt et slag i Haanden fik, samt banket rygg og kjole?

Mig mindes vel og den u-lyckelig Stund, Da henved fem hundrede Kroppe til Grund, Omkomme for U-veyr paa Folden Hvor ey kunde føres en Traad eller Klud; Af tusinde Siele, som seilede ud, Kom neppe tre hundred beholden.

Nu hører du Læser, hvad Handel og Kaar Vi fattig' Nord-lændinger daglig udstaar, Og hvorpaa vi faar os at lave.

Saa kan hver Fornuftig vel dømme ved sig, Naar Mennisker friske maa legges i Liig; Hvad Ynk da maa være paa færde! En Broder ey anden at frelse formaar, Den stercke, den svage, har ligedan Kaar, Dem hielper ey Læg eller Lærde.

Thi Gurru hun svarede Halvor en Pæl, Tak have den Dan-Qvind' som giorde saa vel, Og icke goed Tilbud forsmaade; Ey heller var Anfri og Malfri saa svag, De begge med Flasken jo droges et Drag, Saa meget de stakler formaade.

Thi Søen tager saa mangen; Her sidder en Encke, som Manden har mist Og hisset en anden, har Skilsmisse frist Hvis Mand er fordrugnet for langen. Man spørger en Fader, som Sønner har stoor, Hvor er dine Sønner? de blev udi Fior, Man fritter en Søn om sin Fader; Strax skal hand dig grædende svare med hast, Min Fader blev borte med Tackel og Mast, Den Sorg mig saa snart icke lader.

Thi Vinteren fører stedsvarende Mørk, Indfalder i Landet som idelig Ørk, U-endelig Nætter tilhaabe; Imeden har Bnden ey synderlig Kaar, I Mørk hand sig lægger, i Mørk han opstaar, En Nat til den anden mon raabe.