Best 41 quotes of Ludvig Holberg on MyQuotes

At holde Stand udi slige Fristelser er en Qvalitet, som nærmer sig til Heroismum; hvorudover de, som udi store Smerter og Gienvordigheder lade Modet falde, kand heller ansees, som skrøbelige og ufuldkomne end som rebelske Undersaatter, der forskylde ævig Straf, og der have giort sig uværdige til all Naade. Et er ey at kunde undskylde en Gierning, et andet er derfore at dictere ævig Straf.

Christus den store og rette Lære-Mester blev af GUD skikked ned paa Jorden, for at drive paa de store Naturens Bud, som vare satte til Side, og haver viset, at ved det Ord Næste ikke maa forstaaes en Medborger alleene, men et hvert Menneske. GUD give, at vi Christne havde efterlevet vor Lære-Mesters og Apostlernes Lærdom herudi!

Da den arvelige Synd blev forklaret for nogle, sagde de: Hvi lod GUD ikke Adam og Eva strax omkomme og skabte andre Mennesker i deres Sted, som kunde have forplantet reene Børn og Efterkommere? Videre, da dem blev sagt, at Dievelen forfører Mennesker til at overtræde GUds Bud, hvi GUd da ikke dræber eller indspærrer ham og derved befrier Menneskene fra Fristelser, som styrte dem udi evig U-lykke? Videre, naar dem siges, at de, som ikke kiende GUd og troe paa ham, blive fordømte, svare de, hvi haver da GUd tøvet saa længe med at forkynde os Troen?

Da een blev straffet, efterdi han havde Medhustruer, svarede han, at han fulte sin Tilbøyelighed, som var at være løsagtig, og spurte, hvi GUd ikke havde skabt ham med samme Temperament som en Deel andre, hvilke kunde lade sig nøye med een Hustrue. Den samme undskyldte paa lige Maade sin Vrede, sigende, at Erfarenhed viser, at et Menneske er skabt meere vreedagtigt end et andet, og at, hvad som er en medfødt, kand ikke tilregnes ham, men Skaberen. Grønlænderne meene, at Moralitet best læres hos dem, hvorudover, naar de see et fromt Menneske af andre Nationer, sige de, at han er saa from og skikkelig som en Karolek, det er, en Grønlænder.

Da hans Soldater udi det Aar 1637 havde fanget et Fruentimmer af en stor og rar Skiønhed, bragte de hende som et kostbart Bytte til deres Anfører. Turenne havde da ikkun 26 Aar, og derfore ikke kunde være følesløs; men han stillede sig an, som han ikke begreeb, hvad Krigs-Folkene derved meenede, rosede derfor deres Skikkelighed, at de havde villet beskytte samme Dame mod andre deres Brødres Vold. Han lod derpaa strax hente hendes Huusbond, udi hvis Hænder han overleverede hende med disse Ord:See! der er eders Husfrue, hvis Ære mine skikkelige Soldater have reddet.

Den 4de Regel man kand give Ungdommen, er, intet at troe, uden det er giort beviisligt, og at forkaste alt, hvad som strider mod Menneskets almindelige Sandser... vil det ikke blive saa let at binde dem ugrundede Meeninger paa Ærmene, som andre, hvilke man ikke med saadan foregaaende Lærdom og saadanne Præcautioner haver bevæbnet, og som man seer at antage for Troens Artikle, alt hvad dem af deres Lærere udi de spæde Aar bliver sagt.

Det er jo ingen Philosophie at skabe sig til et Dyr, for at være meer end et Menneske.

Een, som af Missionario blev opmuntret til at troe, sagde: Jeg troer dine Ord; thi du kommer mig for at være en skikkelig og sandru Mand: Men jeg kand ikke saa læt troe, hvad den haver skrevet, som staaer i denne Bog; thi jeg kiender Skribenten ikke.

En gammel Poët haver sagt: Nulla fides pietasqve viris, qvi castra seqvuntur: Man finder hverken Redelighed eller Gudsfrygt i Krigs-Standen. Men, saasom det er Poëter tilladt at lyve saa meget som dem lyster, saa reflecterer ingen meget her paa.

En saa kalden god Ven fortaalte mig nyeligen udi Fortroelighed, at nogle udi et vist Selskab talede ilde om min Person, og at han havde taget mig udi Forsvar. Jeg takkede ham for hans Forsvar; men sagde derhos, at jeg vilde have været ham end meer Tak skyldig, hvis han ikke havde fortaalt mig det selv: Thi jeg kunde ikke ansee slige Rapporter som Venskabs-Tegn, saasom de tiene til intet, uden at sætte en udi Bevægelse, og at saae U-eenigheds Sæd blant Mennesker. Jeg holder just ikke den for min Fiende, som i et lystigt Sælskab skiemter med min Person, men heller den som rapporterer mig saadant Skiemt: Den første meener over et Glas Viin ofte intet dermed, men skiemter, enten for at vise sin frugtbare Geist, eller for at giøre Selskabet lystigt. Den anden derimod, som forebringer mig Snak, som er mig umagtpaaliggende at vide, og som han kand være forsikkret om at ville foruroelige mit Sind, kand intet Godt derved meene.

En Skoemager maa ogsaa være vel dreven udi Philosophia morali, og ingen Læsning er ham meere fornøden end Senecæ Tractat de Ira [Seneca's skrift Om vreden], som viser, hvorledes man maa bevæbne sig med Taalmodighed: Thi af alle Haandverks-Mænd er ingen, hvis Arbejde bliver meere mynstret og igiennemheglet end en Skoemagers.

En Skoemager maa og tildeels være Theologus; saa at han veed at giøre Forskiel imellem Religions-Secter: Thi eet er at arbejde for en Orthodox, som vil have tynde og undertiden forkeerte Saaler [på forkerte eller vendte såler er syningerne indad], efterdi han bruger ofte sine Fødder til Dands; et andet er at giøre Skoe for en Kiætter, sær en Fanatico, som fordømmer Dands, og heller vil have stærke Saaler, for med des større Eftertryk at kunde træde paa Verdens Forfængelighed.

Guld er Guld, hvor det end findes, og Lærdom er Lærdom, af hvis Mund den end flyder; Forskiellen alleene kand være, at dens Lærdom, hvis Levnet svarer dertil, opbygger meer, end en andens, der intet andet haver at beraabe sig paa, uden paa den Ære at være indskreven udi Kirkens Matricul, og at han haver faaet Ret til at igiennemhegle Mennesker for det, som han dagligen selv øver.

Han siger sig saadan hverken at ville eller at kunde troe, og paastaaer, at de anførte Skriftens Steder, som synes at bekræfte deslige Lærdom, maa ikke forklares efter Bogstaven. Ved denne Bekiendelse, som ham i Barndommen ved grundige Raisons er indprentet, holder han stift, saa at heele Svitzer-Land ikke kand bevæge ham til at vige fra sin forrige Meening.

Hvis ingen anden Nytte var ved Thee og Café, var dog denne, at Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i Svang, derved temmelig er kommen af Brug. Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 10 Visiter en Eftermiddag, og komme gandske ædrue tilbage.

Hvis I ville tillade os at sige den reene Sandhed, da ansee I os heller som eders egne end som eders Religions Fiender; thi hvis I elskede eders Religion, efterlevede I dens Lærdom. Til Slutning maa vi erindre dette, at, hvis Efterkommere holde for at Europa udi vor Tid har været polered, da vil man citere eder for at vise, at vi have levet i Barbariske Tider, og den Idée som man giør sig af eders Opførsel, vil sværte den Alder, som vi leveudi.

Hvis jeg troer uden Beviis, kand jeg henfalde saavel til en falsk, som til en sand Troe: Og hvis jeg antager en Lærdom, som strider imod Sandserne, siger jeg, at Fornuften, som er GUds store Gave, er mig til ingen Nytte.

I Herrer Inqvisiteurs tordne mod Keyseren af Japan, efterdi han fordømmer til Baal og Brand alle Christne, som findes i hans Lande. Men han kand sige til sit Forsvar: Vi handle med eder ligesom I handle med andre. I kand ikke klage uden over Eders egen Afmagt, hvilken alleene hindrer eder at udrødde os, og som foraarsager, at vi udrødde eder.

Ingen kand dømme om et Skuespill, uden den der haver udstuderet et Theatrum, og af Erfarenhed mærket, hvad Virkning en Comoedie giør paa Skue-Pladsen: Og, naar saa er, kand man ikke meget reflectere paa deres Domme, der sidde hiemme og criticere udi deres Skriver-Stuer, uden at have seet et Skuespills Forestilning; thi de samme kand ikke dømme uden om Stilen, om Moralske Sententzer, og et Stykkes Regularitet, da Erfarenhed lærer, at en Comoedie, som efter alle Academiske Regler er indretted, dog ingen Comoedie er. Thi mangt et Skuespill, som ved Læsning synes at være af ingen Betydelse, haver den fortreffeligste Virkning paa Skue-Pladsen. Et Skuespils Vægt og Gyldighed grunder sig derfor ikke paa lærde Journalisters Critiqver, men paa Tilskuernes Applausu: naar jeg siger Tilskuerne, meener jeg alleene saadanne, som have en naturlig og ufordærved Smag.

I skille eder ved den Fordeel, som eders Religions Principia giver eder over Mahomedaner. Naar de bryste sig af deres Troendes store Mængde, svare I dem, at saadant er erhvervet ved Magt, og at de have fortplantet deres Religion med Sværd. Hvi søge I da at forplante eders ved Baal og Brand.

I ville, at vi skal være Christne, og I ville selv ikke være det. Men, hvis I ville ikke være Christne, saa værer i det ringeste Mennisker. Handle med os i det ringeste ligesom I ingen anden Religion havde end den, som Naturens Lys dicterer.

Jeg fik udi min Ungdom engang Tiltale af en Præst, efterdi en Prædiken, som jeg holdt for ham, havde kun varet et Qvarteer. Men jeg meenede, at, naar Tautologier og u-nødige Repetitioner bleve borttagne af hans Taler, vi prædikede lige længe. Thi, ligesom en Times god Søvn er lige saa kraftig, som 4 Timers Slummer; Saa kand en med faae Linier betyde det samme, som andre med heele Ark.

Jeg haver ellers merket dette, at ingen taaler mindre Kulde end Nordmænd.

Jeg haver ofte recommenderet Friehed i at skrive, og anseet de publiqve Censurer som Baand og Lænker for den Lærde Verden. Jeg haver alleene holdet for, at Skrive-Friehed ikke burde tillades uden dem, der have naaet en moed Alder; og er jeg der udi bleven bestyrket, efterdi jeg paa nogen Tiid haver seet unge Personer, førend de have faaet Skiæg paa Hagen, at føre Pennen i de delicateste Materier saavel politiske som moralske. Det er om saadanne, som man bør sige med David:Lader dem blive i Jericho, indtil deres Skiægge voxe.

Jeg kalder nyttige Bøger dem, som sette Boghandlere udi Activitet, som forfremme Handel, og komme deres Gryder til at kaage, ikke saadanne, der sigte alleene til forfængelig Lærdom, som Almuen, der er Landets Styrke, ikke forstaaer, og derfore gemeenligen oplægges med Boghandlernes største Skade, og ligge skimlede paa Bogladene.

...mangt et Skuespill fortiener ikke Navn af Skuespill, endskiønt alle Logiske Regler derved ere i Agt tagne.

Man kand nogenledes undskylde vore Forfædre, efterdi de ingen Idée have havt om Verden, men meenet, at Jorden befattede den største Deel af Skabningen, at Solen var et Corpus som Amager eller Salt-Holmen, og at Stjernerne vare nogle smaa Blommer, som vare satte til Zirat paa Himmelen.

Man maa vel tilstaae, at den Lærdom, som grunder sig paa Erfarenhed, er den sikkerste Rette-snoer.

Men jeg drister mig, uden Vanitet, at sige, at vore Nordiske Tilskuere, helst af Middelstand, ere langt beqvem-mere Dommere herudi, end de Parisiske: Thi hvis de første ikke have saa fiin Smag som de sidste, saa have de den dog ikke saa selsom og fordærved.

Men, naar Comoedier ere moralske og opbyggelige, kand jeg ikke see, med hvad Føye man kand kaste Foragt paa Acteurs, som forestille dem. Comoedianter ere vel udi de Roman-Catholske Lande excommunicerede: men, saasom paa mange saadanne Steder Skiøger offentligen tillades, lærer man intet andet deraf, end at den Canon er giort hen i Taaget, eller forfattet af Hypocriter, hvilke ere de eeneste lastværdige Comoedianter; Thi en Øyenskalk spiller de hæsligste Comoedier. Den Forskiel imellem ham og en anden Acteur er denne, at skiønt begge agere forstilte Personer, saa forstiller den første sig, for at bedrage Verden, og den sidste, for at legge Bedragerie og falske Dyder for Lyset.

Men tillige med denne U-ligheds Ophævelse, forsvandtes all Æmulation; saa at de, som tilforn havde søgt at distingvere sig ved Videnskab og Flittighed, for at nyde de Embeder, som vare best aflagde, bleve lunkne i deres Studeringer; og, naar nogen bebreydede dem saadant, svarede de: Hvad nytter det, at vi distingvere os blant andre, naar Belønningerne ere lige?og havde de derudi ikke U-ret.

Min Herres behagelige Sendebrev af 27de Dag udi Glugmaanet, (a) haver jeg den anden Dag af Blidemaaned (b) bekommet. Min Herre forlanger at vide hvordan Tilstanden nu omstunder er ved Academiet, om man tilkommende Sommer kand vente, at see nogen, at blive ophøyed paa Doctor-Trappen, (c) enten udi den Guddommelige Kundskab (d), udi de verdslige Love, (e) eller udi Lægekunsten (f). Min Herre ønsker ogsaa at vide, hvor mange Mestere af Verdens Viisdom (g) i Fior bleve skabte (h), hvor mange Laurbærkronede Personer (i), Item, hvo dette Aar er Rector og Decanus, det er den høye Skoles Forstander og den verdslige Viisdoms Høvidsmand, iligemaade, hvad Nyt som ellers er forefaldet udi den lærde Fristad (k). (a) Januario.(b) Februario.(c) Doctor-Graden.(d) Theologien.(e) Injure.(f) Medicinen.(g) Magistri Philosophiae.(h) Creerede.(i) Baccalaurei.(k) Republica literaria.

...naar jeg er hiemme, er jeg idelig udi et Slags Arbeyd, som foraarsager Hovedbryden, saa at jeg gaaer ud alleene for at lade Hiernen have fornøden Hvile. Saadan Hvile faaes fornemmeligen udi Fruer-Stuer, hvor der forefalder gemeenligen ikke uden jævn Snak, som ingen Meditation behøver. Og er det derfore, at, naar jeg haver studeret mig en Hovedpine til, jeg ingen heller besøger, end Madame N. N., hvilken fortæller mig intet uden hvad Mad hun haver spiset den Dag, eller hvor mange Ægg hendes Høns have udlagt den Uge, eller andre saadanne Materier, hvorved Hiernen ikke brydes eller Hovedets Seener strekkes.

Naar jeg kommer i Mænds Selskab, presenteres mig enten et Glas Viin eller en Pibe Tabac, som aldeeles ikke er min Ragout. Udi Fruentimmer-Selskab derimod faaer jeg Thee, Café og jævn Pølse-Snak.

Saadanne haarde Vilkaar underkaste de fleeste sig selv, for at følge Strømmen, og for at i Agt tage det som gemeenligen kaldes en Anstændighed, da dog intet er mindre anstændigt og meere daarligt, end at anvende Penge ikke alleene paa unyttige Ting, men endogsaa paa saadanne, som ere Legemet skadelige, og skille en ved mange uskyldige Fornøjelser. Jeg meener, at dens Opførsel er anstændig, der fører et Levnet lige tvert her imod; der sparer unyttige Udgifter, for at være i Stand til at anvende Penge til sin egen og Landets Ære; der gaaer til Fods, og bevæger sig, for at have et sundt Legeme; der æder og drikker saaledes til Middag, at han ikke spilder sit Aftens-Maaltiid. Saaledes er og stedse haver været mit Levnet; og veed jeg ikke at have giort Exces af noget, uden af Snus-Tabac, hvilket, saasom jeg omsider haver mærket, at det var mig ikke tienligt, jeg udi nogle Aar haver modereret.

...thi det er med Sandhed som med andre Dyder, hvilke, naar Grændser ikke sættes, kand tabe deres Navn af Dyd.

Thi enhver Skribent kand nu agere Comoedie Skriver og ingen frygter at see sit Arbeide spildt, i hvor mavert, elendigt og ilde sammenhængende det end er naar han tager den Præcaution at det endes med Sang og Dantz, hvilket man og seer at vor Alders Autores nøye i agttage. Man seer heraf, at en forderved Smag ogsaa har sin Nytte i Verden, og at det, som jeg derom skiemteviis har skrevet udi mine Moralske Tanker er ikke gandske ugrundet.

Thi Erfarenhed lærer, at kiødelige Mennesker lade sig meest indtage af kiødelige Lærdomme. Saadant have adskillige Lovgivere og falske Propheter mærket, og derfore have lovet deres Tilhængere saadanne Belønninger, som de meest have ønsket sig udi dette Liv, og som de lettest have kundet begribe.

Thi Erfarenhed viser, at, naar een først haver bragt sig udi Reputation, helst blant dumme og vankundige Folk, kand han siden ikke alleene binde dem paa Ærmerne hvad han vil, men end og forfremme sin Lærdom ved de selsommeste og uriimeligste Fictioner; efterdi Menneskerne ofte holde det for en Merite at troe hvad som strider mod Fornuften, anseende simpel og klar Lærdom som menneskelig, men uforstaaelig som guddommelig.

...tilstaaer jeg gierne, at Charactererne ere outrerede udi visse Stykker; men maa derhos sige, at Agt er skeed af heel beraad Hu, og af en pur Fornødenhed, saasom jeg saavel som andre af Erfarenhed haver mærket, at Skuespill uden outrerede Characterer, eller uden det, som Academiske Censores ansee som Feil, ingen Virkning have.

Vil nogen overtale ham til at troe Ting, som strider mod de almindelige Sandser, svarer han efter den samme Artikel, at saasom Skaberen ikke kand have givet Sandserne forgieves, saa maa man bruge dem.